En gang i 2007 blev vi kontaktet af en reklamefotograf, som skulle lave en reklamefilm for et firma, der sælger ting til julen. De havde brug for nogle karatemestre, som kunne lave en parodi på en happy slapping af julemanden. Sammen koreograferede vi et slagsmål, hvor to bøller skulle overfalde julemanden, som uheldigvis viste sig at være kampsportsekspert. Jeg skulle spille julemanden, mens de to bøller blev spillet af Bjarke Christensen og Mikkel Schöttel.

I august 2007 mødtes vi så for at optage filmen på gågaden i Aarhus. Her viste det sig, at august er den perfekte måned for julemanden at komme frem. Jeg havde en sæk fyldt med gaver, og når fodgængerne omkring opdagede det, råbte mange ”Naaaaj, det er julemanden OG han har gaver med!” Ingen regnede med at julemanden kom frem i august, og ingen var på nogen måde blevet træt af julen på det tidspunkt. Så hvis man vil være populær, kan det anbefales at være julemanden med gaver i august!

Vi optog scenen adskillige gange på gågaden, mens folk intetanende gik forbi. På et tidspunkt, hvor Mikkel slog huen af julemanden, kom en stor muskuløs fyr hen og greb fat i ham, og sagde at han ikke sådan skulle gå og overfalde julemanden. Mikkel, som kun var 14 år på det tidspunkt, blev pænt bange, så vi skyndte os hen og forklarede manden, at det bare var for sjov, fordi vi var ved at optage en film. Da han fik øje på kameramanden, faldt han heldigvis hurtigt til ro.

Filmen er efterfølgende blevet en stor succes, og den originale udgave er set over 300.000 gange på Youtube. Derudover dukker den ofte op alle mulige steder her omkring juletid, hvor den bl.a. har været i TV-avisen, Ekstrabladet og på diverse net-medier. Filmen er blevet klippet ind mange steder, og flere gange lavet en smule om i cyberspace. Det vildeste var da den blev postet under ”Thug life” og delt på Facebook-gruppen Unilad. Da den først havde rundet de 500.000 likes gik det hurtigt, og pludselig var den et viralt fænomen med over 18 millioner visninger og en masse sjove kommentarer.

“How can you say it’s fake? He kicked the bastard in the face so fucking fast, even if it is fake, it’s too good to tell.”

“To all who says it’s fake, I would like you to keep your comments to yourself, it’s not fake at all, it happened in Aarhus a Danish metropolian city, and it was in the news as well. So It’s not fake.”

“Santa, you rock. You show that punk who wears the fuzzy red pants!”

“Imagine how naughty you’ve been when Santa roundhouse kicks you.”

“LOL, this definitely isn’t fake…if you saw the original video without music, you would’ve heard that loud SMACK from this kid catching Santa’s boot to the mouth.”

Selv her mange år efter spøger Crazy Christmas Kick stadig rundt omkring på nettet – især her omkring jul. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at takke mine to slagsbrødre Bjarke og Mikkel for deres indsats. Bjarke er nuværende Danmarksmester i karate, og Mikkel studerer idræt på Odense Universitet. Nogle år efter at vi optog filmen, brækkede Mikkel desværre nakken under en træning i springgymnastik, og han sidder i dag i kørestol. Han kan derfor ikke længere lave cirkelspark, men derimod er han aktiv på det danske landshold i kørestolsrugby, hvor han kæmper for Danmark over hele Verden. Jeg vil derfor gerne dedikere Crazy Christmas Kick til Mikkel, som er et af de sejeste mennesker jeg kender!